Personale søges

MY veterantog søger personale inden for flere personalekategorier. Administration, vedligeholdelse og kørsel med veterantog kræver meget personale. MY veterantog har derfor altid ledige stillinger. Den vigtigste kvalifikation er interessen for ældre lokomotiver og vogne samt lysten til frivilligt at arbejde med disse. Nedenfor er mere information om de enkelte arbejdsområder.

Værksted

En væsentlig del af MY veterantogs arbejde består i restaurering og vedligeholdelse af toget. Vi søger derfor gode håndværkere primært inden for jern- og metalområdet, dvs smede, svejsere, vvs montører, malere, mekanikere, elektrikere mf. Andre håndværkere kan også have interesse, MY veterantog kan forestå den relevante oplæring. Der er altid løbende vedligeholdelsesarbejde på driftsmateriellet. Desuden er der materiel som trænger til istandsættelse, så det i fremtiden kan anvendes i veterantogene.

Maskinmestre, ingeniører og andre med erfaring inden for projektering af mindre ombygninger har interesse. Dokumentation er vigtig inden for jernbaneområdet, så beskrivelser af ombygninger som kan danne grundlag for myndighedsgodkendelse er et vigtigt element i MY veterantogs arbejde.

Driften

Kørsel med veterantog kræver meget personale. Vi søger derfor løbende togførere, lokomotivførere, rangister, togbetjente, togstewardesser, rengøringspersonale samt personale til togklargøring. Bortset fra lokomotivførere så kan de fleste personer antages på prøve. Hvis man dokumenterer det rette engagement og evner, kan man gennemgå de forskellige teoretiske og praktiske dele af uddannelsen inden for de enkelte tjenesteområder. For togføreres og rangerlederes vedkommende vil der blive tale om en grundig teoretisk uddannelse i jernbanesikkerhed. Den teoretiske uddannelse afsluttes med en skriftlig prøve hos Trafikstyrelsens repræsentant. Efter bestået skriftlig prøve skal aspiranterne gennemgå en praktisk indøvelse. Denne indøvelse foregår i forbindelse med veterantogskørslen.

Uddannelserne foregår inden for MY veterantog og er som udgangspunkt gratis. Man må dog påregne en vis egenbetaling til anskaffelse af obligatoriske sikkerhedsreglementer. Endvidere skal man være indstillet på en løbende teoretisk efteruddannelse med afsluttende skriftlig prøve.

Af hensyn til opfyldelse af myndighedskrav antages indtil videre kun professionelle lokomotovførere.

Kontor

Foruden den egentlige vedligeholdelse og kørsel med toget, så er der meget administrativt arbejde forbundet med veterantogskørsel. Det administrative arbejde er slet ikke så kedeligt som det først kunne lyde. Der er masser af forskelligartede jobfunktioner.

Der er brug for personale med erfaring inden for salg og markedsføring. Især har erfaring med markedsføring inden for små budgetter interesse. Der skal både varetages kontakt til presse i forbindelse med åbne særtog og sælges hele særtog. Salgsarbejdet foregår i nært samarbejde med tjenestefordeleren og kørselsplanlægningen.

Kørsel med veterantoget er den primære indtægtskilde, men større projekter er ikke mulige uden ekstern financering. Der skal derfor også udarbejdes projektbeskrivelser og laves fondsansøgninger til projekterne. Endvidere skal der indgås sponsoraftaler.

Blandt de administrative opgaver er også at lave åbne særtog. Der skal laves udkast til køreplan, indgås aftaler med samarbejdsparterne og udarbejdes budget for særtoget. Det skal desuden sikres, at det ønskede materiel er til rådighed, og der er det fornødne personale til rådighed.

Fælles for stillingerne

Du kan godt varetage flere jobfunktioner. Stillingerne kan både varetages af mænd og kvinder, unge som ældre. For visse stillinger er der dog en aldersgrænse, men alle får samme løn, nemlig glæden ved samvær om vedligeholdelse og kørsel med gamle tog. Der gælder særlige regler for personer under 18 år.

Arbejdsstedet er i Hundested, men medlemmerne kommer fra det meste af Danmark. For nogle af stillingerne er der mulighed for hjemmearbejdsplads, og andre kræver at der også arbejdes hjemme.

Hvis du har lyst til at deltage i vores arbejde, men er i tvivl om kvalifikationerne passer eller om det er noget for dig, ja så er du meget velkommen til at sende en uopfordret ansøgning, eller komme og besøge os.