Jubilæumstur
MY veterantog kørte lørdag den 1. september 2007 en "fødselsdagsudflugt" for at markere, at det dagen før var 50 år siden MY 1126 blev leveret til DSB.
Bestyrelsen havde i længere tid haft en ide om, at denne "fødselsdag" skulle markeres med et særtog, og i god tid blev der lagt en køreplan med start i Fredericia. Derfra skulle der køres til Struer over Vejle, Herning og Holstebro.
I Struer blev der planlagt et ophold på 1½ time, hvor passagererne kunne besøge Struer Jernbaneklub og se nærmere på deres materiel, som i dagens anledning var kørt frem. I Struer var der ligeledes mulighed for at få noget at spise.
Turen tilbage til Fredericia gik over Ringkøbing, Skjern, Herning og Vejle.
Der var ikke planlagt fotostop på den fri bane, men der var en del krydsninger på stationer undervejs, hvor det var tilkendegivet, at der ville være mulighed for, at de fotointeresserede kunne tage billeder.
Det var planlagt, at turen skulle køres som et åbent særtog uden reservationsmuligheder og med en enhedspris på kr. 250,- Alle interesserede skulle bare stige på toget i Fredericia eller undervejs mod Struer. Derfor var vi op til det allersidste meget spændte på, hvor mange der ville deltage i turen, og om vores udgifter overhovedet kunne dækkes af de forventede billetindtægter.
Vi valgte at tage fire vogne med - nemlig A 021, B 332, B 520 og BD 029 og havde således henholdsvis 48, 60, 60 og 36 siddepladser, i alt 204, til rådighed.
For at gøre opmærksom på vores tur, udsendte vi pressemeddelelser til ugeaviserne i det sønderjyske og i området omkring Fredericia og Kolding. Dette medførte bl.a., at vi blev kontaktet af det lokale Bov Bladet, som skrev en artikel om MY veterantog og om vores tur. Turen blev selvfølgelig også omtalt på vores hjemmeside.
Da vi i tiden op til 1/9 modtog en del forespørgsler fra personer bosiddende i det sønderjyske område, om muligheden for at komme med fra Padborg, besluttede vi, at det også skulle være muligt at stige på toget dér.
Der skulle også laves billetter, og her tog vi udgangspunkt i en Almex billet og fremstillede den i karton for at den skulle være lettere at håndtere. Det var rent gætværk, hvor mange vi skulle fremstille, men det skulle senere vise sig, at vi ramte nogenlunde rigtigt.
For at turen overhovedet kunne lade sig gøre, var vi nogle stykker, som kørte til Padborg allerede dagen før for at klargøre materiellet, så der var mindst muligt, der skulle laves inden afgang om lørdagen. Der skulle også skaffes varer til kioskvognen, som vi havde planlagt skulle forsyne passagererne med lidt øl, vand og chokolade undervejs.
Da vi rangerede ud fra pakhuset i Padborg og kørte op til stationen, blev vi glædeligt overraskede over at se, at der stod ca. 25 personer og ventede på os. Hvis det kunne tages som et forvarsel for, hvor mange der ventede i Fredericia, så så det ud som om turen ville blive en succes deltagermæssigt.
Vi kørte fra Padborg kl. 07.38 og var rettidige i Fredericia kl. 09.03, og da vi rullede ind til perronen, forsvandt de sidste bekymringer vi kunne have haft, med hensyn til interesse for turen, for der stod godt 100 forventningsfulde personer og ventede på at komme med.
Da alle var ombord og kl. var 09.22, blev der fløjtet afgang af togføreren, og alle kunne nu nyde lyden fra GM - motoren i MY 1126 og det fine sensommervejr.
Specielt på stykket gennem Grejsdalen, hvor det virkelig går opad, var der ikke mange lukkede vinduer i vognene - hér var der virkelig GM lyd for alle pengene, ligesom der var mulighed for at betragte det storslåede og varierede landskab mellem Vejle og Herning.
På de stop vi havde undervejs i forbindelse med krydsninger blev der ivrigt taget billeder af toget, stationerne, de krydsende tog, landskabet m.m. En del af de billeder, der blev taget, kan ses på "banefoto's" hjemmeside på adressen www.digiphoto.dk/tog/thumbnails.php?album=129, hvor der også ligger nogle videosekvenser, samt på locopage.fotopic.net/c1362095.html.
Efter en dejlig tur, var vi kl. 17.03 igen i Fredericia, hvor IC - forbindelsen mod Sjælland, holdt ved samme perron, og kunne afgå rettidigt østpå kl. 17.06. Kl. 17.10 tog vi så hul på den sidste etape tilbage til Padborg, hvortil vi ankom kl. 18.18. Kort efter kunne vognene rangeres på plads i pakhuset og maskinen sættes på plads på maskindepotet.
Det havde da været en lang dag, men også en dejlig dag med alle de glade og positive passagerer, og MY veterantog vil gerne sige en stor tak til alle, som deltog og bakkede os op ved denne udflugt.
Vi modtager gerne ris og ros og forslag til lignende ture i fremtiden.